Jeg hedder Svend Klingberg er 38 år og blev uddannet psykolog fra Aalborg Universitet i 2008. Allerede under studiet havde jeg enorm trang til at komme ud og bruge min viden og kompetencer som psykolog. Jeg havde derfor sideløbende arbejde som ledsager for en fantastisk dreng med diagnosen ADHD, hvilket lærte mig tålmodighed og til tider forskellen på god og dårlig konflikthåndtering. Herudover lavede jeg APV (arbejdspladsvurdering) for flere virksomheder og blev dermed også engageret i deres forebyggelse af stress og mistrivsel.
Min første opgave som færdig psykolog blev noget af en ilddåb, idet jeg efter at have afholdt et foredrag blev hentet ned til et større finansselskab i Luxembourg for at hjælpe dem med at håndtere den stress, som fulgte i kølvandet på finanskrisen. Vel hjemvendt fik jeg en stilling i et psykologhus i Skive, hvor jeg løste opgaver gennem sygesikringen samt ved selvbetalende klienter. Her opnåede jeg at blive autoriseret og fik en god erfaring med det kliniske aspekt af psykologien, hvilket vil sige almene problematikker som fx lavt stress, selvværd, sorg, angst og depression.
I 2011 tog jeg sammen med mine kære kollegaer springet og startede som selvstændige psykologer i Aalborg. Her opererer jeg ud fra en bred faglig baggrund, der bringer mig vidt omkring med mange spændende opgaver og udfordringer. Jeg finder en synergieffekt i både at virke som arbejdspsykolog med erhvervsrettede opgaver for virksomheder, grupper og enkeltpersoner samt som klinisk psykolog med mere almene problemstillinger og krisereaktioner.
Hos RelationsPsykologerne følger vi et værdisæt, der gør, at vi efterstæber at møde alle med et åbent hjerte og et kærligt sind. Dette bidrager til at skabe et trygt og tillidsfuldt rum, som er fuldstændig afgørende for at kunne skabe positiv udvikling og forandring. Relationen vil således altid være i centrum for mit arbejde. Først derefter vælger jeg teorier og metoder – men kontakt mig endelig, hvis du ønsker at høre mere.
Jeg tilbyder:
Terapi – Krisehåndtering – Sparring – Coaching – Supervision – Undervisning/kurser – Konflikthåndtering – Foredrag – HR ydelser.